Status på vaskeri og sikkerhedsdøre 2

Sikkerhedsdøre

Som I har bemærket, er udskiftning til sikkerhedsdøre blevet forsinket.
Det er der flere årsager til:

  • For at få det bedste resultat, er profilering på prøvedøre udskiftet.
    Der var forkerte afstande på øverste felt til toppen af dørene.
    Rådgiver har udarbejdet specifikation af profilering til fabrikering.
  • Opfølgning på sammenlagte boliger har taget længere tid end forventet.
    2. runde af blanketter er returneret − med enkelte hængepartier.
  • Opstartsdato forventes først om 4-6 uger.

Vaskeriet

Arbejdet med udvidelse, renovering og udskiftning af vaskeriet er beklageligvis også blevet forsinket.

  • I første omgang ventede vi på byggetilladelsen.
  • Da arbejdet i varmecentralen var begyndt, blev der konstateret asbestforurening. Asbestsaneringen er foretaget ad flere omgange, og har forsinket arbejdet yderligere. Det har medført forhandlinger om økonomien omkring forsinkelse hos entreprenøren.
  • Arbejdet er genoptaget.
  • Vaskeriet forventes at blive lukket i denne uge.
  • Der vil blive opsat en vaskecontainer ude på gaden, så der stadig er mulighed for at vaske. Det er dog med en mere begrænset kapacitet end vaskeriet.
  • Der vil snarest blive udleveret vaskebrikker til containeren, som bliver omdelt i jeres postkasser.

Varsling af ombygning

Vaskeriet er klar til udvidelse

Håndværkerne står klar.

Vi mangler bare de sidste detaljer, som kan falde på plads om både fx to dage eller fire uger. Derfor kan vi desværre ikke give en bestemt startdato.

Det betyder altså, at byggeriet kan gå i gang når som helst.

Så snart vi har en præcis dato, bliver det meldt ud.

Status på vaskeri og sikkerhedsdøre

Forhøjet budget til vaskeriprojektet

Bestyrelsen har godkendt et forhøjet budget for vaskeriprojektet.

I vedligeholdelsesplanen for 2018 er der godkendt kr. 1.400.000 og den nye pris for vaskeriet er kr. 1.781.275.

Den højere pris skyldes først og fremmest overophedning på markedet. Derudover kræver myndighedsgodkendelsen, at der monteres brandsikre vinduer og døre i vaskeriet ud imod porten. Yderligere er det konstateret, at vores blødgøringsanlæg ikke er stort nok og kræver udvidelse.

Bestyrelsen har godkendt forhøjelsen efter at have rådført sig med CEJs jurister for at sikre, at vi havde mandat til at træffe beslutningen.

Grundlaget for at træffe beslutningen netop nu, er, at projektet ellers vil blive dyrere, da der ellers skal laves et nyt overslag. Derudover har vi to maskiner ude af drift og rammer en sommerferie, der gør, at projektet skulle udsættes et halvt år.

Sikkerhedsdøre

Dørene er ved at blive bestilt og udskiftningen forventes igangsat medio august måned og tages en opgang ad gangen. Udskiftning af dørene i hver lejlighed vil ske samme dag.

Det samlede projekt vil tage ca. 8 uger. Der vil blive varslet forinden.

Så er det nu

Tildeling af kælderrum og dækopbevaring – eller bare en kop kaffe med din nabo

Endelig. Endelig er vi klar.

  • Bor du i stuen eller på 1. sal, og har valgt at få kælderrum, kan du få det nu. Husk din egen hængelås.
  • Har du valgt kælderrum, skal du huske at tømme dit loftsrum senest 1. juni 2018. Får du ikke gjort det inden, gør foreningen det for din regning.
  • Planer for de frigivne loftsrum meldes ud senere.
  • Har du tilmeldt dig til opbevaring af bildæk, får du tildelt en dæk-trolley.
  • Har du glemt at tilmelde dig opbevaring af bildæk, så kom ned, og vi ser på, om der kan skaffes ekstra plads.
  • Der kommer kaffevogn, så kom ned og mød dine naboer, selvom du hverken skal have kælderrum eller opbevaret bildæk.
  • Alle er velkommen.

Kom ned i gården
søndag den 15. april kl. 14-16

Nøglebokse

Husk godkendelse, før du bruger nøgleboks

Du skal altid have godkendelse fra ejendomskontoret, før du må bruge en nøgleboks. I de fleste tilfælde må du gerne anvende en, når du har brug for at give adgang til din lejlighed. Der er dog også undtagelser.

Her kan du se reglerne:

  • Det er ikke tilladt at opsætte, montere eller hænge nogen form for nøgleboks på vores fælles facade eller rækværk uden foreningens godkendelse.
  • Skal du give midlertidig adgang til din lejlighed, fx til håndværkere i forbindelse med ombygning, skal du søge godkendelse først.
  • Har du brug for at give mere permanent adgang til din lejlighed, fx. til
    hjemmehjælpen, skal du søge godkendelse, inden den sættes op.
  • Kun foreningens godkendte nøglebokse, som udleveres på ejendomskontoret, må anvendes.
  • Nøglebokse til fx Airbnb-gæster vil ikke blive godkendt.
  • Fra 1. oktober 2017 vil alle ikke-godkendte nøglebokse blive fjernet.

Hjælp til indretning af ønskebrønd

Ombygningen af skraldeskuret/pavillonen i midten af gården er ved at være færdig. Den skal derfor indrettes til brug som ønskebrønd/genbrugscentral.

Skuret er blevet inddelt i to halvdele, og den halvdel, der skal benyttes til genbrug, skal indrettes. Det er den halvdel, der vender væk fra porten.

Der skal gøres plads til bøger, tøj og sko, lamper, spil og legetøj, kander og fade, og alt det andet, vi gerne vil give videre til genbrug.

Vi har derfor brug for følgende:

  • Frivillige, der vil hjælpe med indretning og skiltning
  • Genbrug, der kan bruges til indretningen.
    Det kan være hylder, kurve, bøjler o.lign.

Kom og vær med til indretningen – skriv til bestyrelsen på mail@ingolf.dk, at du vil deltage, så skriver vi ud og finder sammen en dato, hvor vi kan mødes.

Status på arbejdet i kældrene

Projektet om fremtidig anvendelse af kælderen er i fuld gang og her får du nyt om arbejdet.

Siden generalforsamlingen i april sidste år har vi, i kælderudvalget, været i gang med at føre projektet ud i livet. Projektet gennemføres i to dele, som kører sideløbende, henholdsvis etablering af personlige depotrum og parkeringsløsninger til cykler, ladcykler og barnevogne inklusiv nye ramper.
Udover at have afholdt en række møder for at udfolde de to delprojekter yderligere har vi gennemført et udbud på en totalrådgiver og fået lavet præcise opmålinger af de kælderrum, som projektet omfatter.

Depotrum
Vi har indgået aftale med TROAX om etablering af personlige depotrum. Det er samme type trådbure, som blev opsat på loftrummene, men i en bedre kvalitet.

For at teste kvalitet og optimal ruminddeling er der blevet lavet en prøvekælder under Bergthorasgade 30, hvor fire depotrum er opsat. Vi har modtaget tegninger på de resterende kælderrum til godkendelse og er ved at planlægge montering af resten af depotrummene.
Før TROAX kan opsætte depotrum i de øvrige kælderrum, er der dog en række andre håndværkerarbejder, som skal færdiggøres. De gamle telefonkabler skal fjernes, en række faldstammer skal omlægges, og så skal der installeres lys i alle rum.

Vi forventer, at depotrummene kan tages i brug til efteråret.

Parkering
I forhold til at få tegnet og etableret nye ramper og indrette rum til parkering har vi indgået aftale med AI A/S, som totalrådgiver. AI huser både arkitekter og ingeniører og vi har et rigtig godt samarbejde med deres projektleder Steen, som har 30 års erfaring som arkitekt på lignende projekter i andelsboligforeninger.

Der er udarbejdet en projektplan og vi er i gang med første del, som indeholder udarbejdelse af skitseforslag til løsninger og tegninger af både ramper og indretning. Hvis alt går som forventet starter ombygningen til efteråret og forventes færdig i år.

Vi vil fremlægge tegninger af ramper og parkeringsløsninger og give en ny status på det samlede projekt på den kommende generalforsamling den 25. april.

Hvis du har input, lyst til at være med eller spørgsmål til projektet, er du velkommen til at skrive på basement@ingolf.dk

Kælderudvalget

Oprettelse af vaskeriudvalg

Det er tid til at modernisere og forbedre vores fællesvaskeri, og der oprettes derfor et vaskeriudvalg med henblik på at udarbejde forslag til fremlæggelse ved den kommende generalforsamling i april og derefter planlægning og igangsætning af arbejdet. Beboere med ønsker om og idéer til vores fremtidige vaskeri er meget velkomne.

Første udvalgsmøde holdes tirsdag d. 17. januar klokken 19 i bestyrelseslokalet, Halfdansgade 27, stuen tv. Vi beder om, at interesserede skriver til vaskeri@ingolf.dk og melder til inden mødet

vel mødt,

Nana

/driftgruppen