Status på arbejdet i kældrene

Projektet om fremtidig anvendelse af kælderen er i fuld gang og her får du nyt om arbejdet.

Siden generalforsamlingen i april sidste år har vi, i kælderudvalget, været i gang med at føre projektet ud i livet. Projektet gennemføres i to dele, som kører sideløbende, henholdsvis etablering af personlige depotrum og parkeringsløsninger til cykler, ladcykler og barnevogne inklusiv nye ramper.
Udover at have afholdt en række møder for at udfolde de to delprojekter yderligere har vi gennemført et udbud på en totalrådgiver og fået lavet præcise opmålinger af de kælderrum, som projektet omfatter.
Depotrum
Vi har indgået aftale med TROAX om etablering af personlige depotrum. Det er samme type trådbure, som blev opsat på loftrummene, men i en bedre kvalitet.
For at teste kvalitet og optimal ruminddeling er der blevet lavet en prøvekælder under Bergthorasgade 30, hvor fire depotrum er opsat. Vi har modtaget tegninger på de resterende kælderrum til godkendelse og er ved at planlægge montering af resten af depotrummene.
Før TROAX kan opsætte depotrum i de øvrige kælderrum, er der dog en række andre håndværkerarbejder, som skal færdiggøres. De gamle telefonkabler skal fjernes, en række faldstammer skal omlægges, og så skal der installeres lys i alle rum.
Vi forventer, at depotrummene kan tages i brug til efteråret.
Parkering
I forhold til at få tegnet og etableret nye ramper og indrette rum til parkering har vi indgået aftale med AI A/S, som totalrådgiver. AI huser både arkitekter og ingeniører og vi har et rigtig godt samarbejde med deres projektleder Steen, som har 30 års erfaring som arkitekt på lignende projekter i andelsboligforeninger.
Der er udarbejdet en projektplan og vi er i gang med første del, som indeholder udarbejdelse af skitseforslag til løsninger og tegninger af både ramper og indretning. Hvis alt går som forventet starter ombygningen til efteråret og forventes færdig i år.
Vi vil fremlægge tegninger af ramper og parkeringsløsninger og give en ny status på det samlede projekt på den kommende generalforsamling den 25. april.
Hvis du har input, lyst til at være med eller spørgsmål til projektet, er du velkommen til at skrive på basement@ingolf.dk
Kælderudvalget