Operakoncert i Ingolf

Søndag d. 7. maj 2017 kl. 19.00 i opgangen Halfdansgade 15

Kære beboere!
Vi fra opgangen i Halfdansgade 15 er så heldige at have en operasanger boende, og ind imellem sker det, at der slipper nogle
liflige    –    heftige    –    intense    –   hjerteskærende   –   forførende
strofer ud gennem brevsprækken på 3. tv., hvor hun bor.
Hun hedder Marianne, og vi i opgangen har overtalt hende til at holde en lille koncert i anledning af foråret og som en lille tyvstart på fejringen af bygningens 100-års fødselsdag, som finder sted den efterfølgende weekend.
Koncerten kommer til at foregå i vores opgang på ovennævnte tidspunkt og vil vare ca. 45 minutter. Vi har sjusset os frem til, at der er plads til 100 tilhørere fordelt på trapperne fra stue til kvist.
Fra allernederste trin vil Marianne så tryllebinde os sammen med sin pianist, og vi ser frem til en helt unik og intim musikoplevelse med den særlige akustik der findes i vores smukke gamle bygning.
Tilmelding sker på mail til:
birgerhagen@hotmail.com
og som sagt er der kun plads til 100 personer, så derfor… ’først til mølle’.
Husk at skrive antal personer ved tilmelding.
Der vil blive serveret et glas vin og lidt snacks til koncerten.
Vi glæder os til at se jer!
Kærlig hilsen nogle forventningsfulde naboer